Bliv medlem af Grænseforeningen, Danmarks store kulturelle forening, og støt det danske arbejde i Sydslesvig
 Kommende møder i 2016:

Mandag den 19. september kl. 1900
på Vejgaard Bibliotek, Hadsundvej 35

Jens Andresen: Det grænseoverskridende samarbejde

Det er ingen hemmelighed at det kan være svært at samarbejde! Når et samarbejde derudover går på tværs af en grænse, med forskellige traditioner, kulturer og administrative rutiner, opstår der nemt problemer.

I aften skal vi høre fra én, som har været med på forreste række, med bl.a.en baggrund som regionsrådsmedlem i Region Syddanmark 2006-2009, og formand for Region Sønderjylland–Schleswig 2003-2009. Og derfor kan give os et spændende indblik i det grænseoverskridende samarbejde!
 
Siden 1997 har der været et formaliseret samarbejde mellem de sønderjyske kommuner og Region Syddanmark på den danske side af grænsen, og de såkaldte ”Kreise” Nordfriesland, Schlesvig-Flensborg og Flensborg By samt landet Slesvig-Holsten.

Det nære samarbejde koncentreredes i organisationen Sønderjylland-Schleswig med regionskontoret i Padborg. Samarbejdsaftalerne mellem landsregeringen og Region Syddanmark blev organiseret via de respektive administrationer i Kiel og Vejle.

De grænseoverskridende fællesprojekter har bl.a. omhandlet universitetssamarbejde, fælles ambulance- og helikopter-redningstjeneste, strålebehandling mod kræftsygdomme, fælles pendlerrådgivning og planlægning af fælles infrastruktur-projekter.

For at belyse mulighederne og vanskelighederne ved dette samarbejde omtaler Jens de strukturelle og lovmæssige forskelle mellem Danmark og Slesvig-Holsten. Endvidere vil de to nationale mindretals rolle i samarbejdet fremgå.

_____________________________________________

Mandag d. 24. oktober kl. 1900
på Vejgaard Bibliotek, Hadsundvej 35

Jesper Clemmensen
– et medrivende foredrag om ”den usynlige mur” mellem DDR og Danmark under den kolde krig.

I 2015 var det 25 år siden at Tyskland blev genforenet, efter at muren var faldet i 1989. Hvad der nu allerede kan synes som en evighed siden, var for mange østtyske borgere dog en grum realitet. Befolkningen i DDR blev i mere end 40 år holdt fast i et diktatorisk jerngreb.
De var under konstant overvågning, og det var strengt forbudt at rejse til Vesten. Ufriheden fik titusinder af borgere til at kaste sig ud i desperate flugtforsøg over Berlinmuren eller hen over grænsen mellem de to tysklande. Men der var også en anden vej ud af undertrykkelsen i DDR – over Østersøen til Danmark.

Helt frem til Murens fald forsøgte omkring 6000 DDR-borgere at flygte over ”Den usynlige mur”. Chancen for at komme uset over den skarpt bevogtede kystlinje og slippe levende fra turen gennem Østersøens bølger var minimal. Færre end 1000 østtyskere lykkedes i forsøget.

I dette foredrag tager forfatter og journalist Jesper Clemmensen publikum med tilbage til den kolde krig. En rejse, hvor vi blandt andet kommer tæt på Stasis brutale univers, den østtyske dagligdag og med på mange af de hårrejsende flugtforsøg. Vi møder de heldige, ofrene, heltene og skurkene. Både tyske og danske.

Afholdes sammen med Folkeuniversitetet.














_________________________________________________________________________________________